I årets sidste Rådgivernyt ser vi tilbage på nogle af de områder, vi har valgt at skrive om i år, og tager et kig ind i, hvad vi allerede nu ved om energimarkedet i 2025.
2024 har været endnu et hektisk år
Der er sket rigtig mange ting på energiområdet i 2024, men det kan opsummeres til, at 2024 blev året, hvor vi for alvor så effekten af den billige el fra sol og vind, men også hvad der sker, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.
Vi har set et generelt fald i elprisen i forhold til 2023 og i særdeleshed i forhold til 2022. Dog har vi set, at det generelle fald i elprisen primært er drevet af nogle lave priser i sommerperioden og nogle lave elpriser, så snart vinden blæser. Vi har ligeledes oplevet det stik modsatte. Senest så vi nogle ekstreme elpriser d. 11. og 12. december, hvor der blev sat rekord for alletiders højeste elpris. Årsagen er, at der disse dage hverken var hjælp fra solceller samtidigt med, at der var helt vindstille. Det er selvfølgelig meget sjældent, vi ser disse meget høje elpriser, men det viser, hvor afhængige vi fortsat er af, at solen skinner, og vinden blæser.
I 2024 har vi desuden set, hvor meget elpriserne kan svinge fra time til time i løbet af dagen. Derfor er det blevet tydeligt, at det måske ikke længere blot er vigtigt at bruge så lidt energi som muligt, men også at bruge energien på de rette tidspunkter.
Fleksibilitetsydelser
I 2024 har fleksibilitetsydelser, eller systemydelser, nemlig også fyldt ret meget. Grundlæggende dækker fleksibilitetsydelser over en række forskellige produkter, som Energinet indkøber hos virksomheder, hvis virksomheden kan hjælpe med at balancere elnettet. Det betyder i praksis, at har din virksomhed mulighed for enten et skrue op eller ned for et elforbrug, kan I hjælpe med at skabe balance i elnettet, når der er behov for det. Til gengæld kan man som virksomhed modtage betaling fra Energinet som tak for hjælpen.
Det kan være vældigt svært at finde rundt i, hvad der kan anvendes i markedet for fleksibilitetsydelser. Nogle virksomheder kan slukke for noget forbrug, mens andre har mulighed for at bruge noget mere. Uanset hvad kan indtægten fra fleksibilitetsydelserne være medvirkende til at reducere tilbagebetalingstiden på fx elektrificeringsprojekter.
Det er derfor en rigtig god ide at tænke fleksibilitetsydelserne ind, hvis din virksomhed går med planer om at konvertere hele eller dele af jeres forbrug af fossile brændsler til el.
Nye regler for Energisyn, Klimasyn og Energiledelse
Et emne, der også kommer til at fylde meget i 2025, er de nye regler for Klima- og Energisyn. Reglerne trådte i kraft 1. juli 2024, hvor den nyeste bekendtgørelse trådte i kraft. Mange virksomheder kender allerede til Energisyn, men den største ændring fra det tidligere er, at det ikke længere er virksomhedens størrelse, der afgør, om man er underlagt det nye Klima- og Energisyn, men virksomhedens energiforbrug.
Fra 1. juli 2024 er en virksomhed underlagt Klima- og Energisyn, hvis det samlede energiforbrug inkl. transport er mere end 2.777.778 kWh. Det er vores oplevelse, at mange virksomheder, der ikke tidligere har været omfattet af reglerne, ikke er opmærksomme på, at det nu bliver et krav. Virksomheder, der ikke tidligere har været omfattet af krav om Energisyn, har nu indberetningsfrist på 1. Energisyn 1. august 2025, og indberetningsfrist for klimasynet er 1. august 2026. Det kan måske lyde som noget, der ligger langt ude i fremtiden, men det er faktisk lige om lidt.
For de allermest energiforbrugende virksomheder stilles der endnu større krav til energieffektivisering. Virksomheder, der bruger mere end 23.611.111 kWh/år, bliver nemlig underlagt implementering af certificeret energiledelse og udarbejdelse af Klimasyn. Virksomheder, der ikke tidligere har været underlagt krav om Energisyn, har pligt at udarbejde Klimasyn og have implementeret Energiledelse inden 1. august 2026.
Hvis du vil læse mere om både Energisyn, Klimasyn og energiledelse, kan du læse mere lige her:
https://blog.scanenergi.dk/blog/nye-regler-for-energisyn-og-klimasyn
Indfasning af CO2-afgiften og ny tarif fra Evida
Den meget omtalte CO2-afgift begynder indfasningen fra 1. januar 2025.
Det betyder i praksis, at fossile brændsler, der ikke anvendes til procesformål, bliver markant dyrere at anvende. Som eksempel bliver det ca. 50 øre dyrere pr. liter olie til rumvarme i 2025 i forhold til 2024. Det er en ganske markant stigning på ca. 17 %, og det gælder faktisk også på dieselolie. Derfor kan mange virksomheder se frem til en ganske stor merudgift i 2025.
Ved anvendelse af naturgas er stigningen knapt så markant – men dog en, der kan mærkes. På naturgas anvendt til rumvarme stiger afgiften ca. 4 %, men på naturgas anvendt til procesformål stiger afgiften med ca. 10 % i forhold til 2024.
Men det stopper ikke her. Tværtimod stiger CO2-afgiften faktisk bare frem til 2030, hvor den er fuldt indfaset.
Du kan læse mere ind afgiften her:
https://blog.scanenergi.dk/blog/indfasning-af-co2-afgiften-hvad-betyder-det-for-din-virksomhed
Vi har vanen tro også lavet en gratis Energiafgiftsguide med de væsentligste ændringer, hvor vi går meget mere i dybden med den nye opgørelsesmetode, og hvilken betydning det kan få for din virksomhed. Den kan du finde lige her:
https://blog.scanenergi.dk/blog/raadgivernyt-energiafgifter-2024
Som vi skrev om for nyligt, sker der også ændringer i måden, hvorpå Evida opkræver tariffer for distribution af naturgas. Den største ændring er, at der i fremtiden i højere grad afregnes efter den kapacitet, man har behov for, og i mindre grad efter forbruget. Det kan lyde lidt kringlet, og det er det også. Men faktisk vil det for mange virksomheder betyde en lavere omkostning til distributionen, hvorimod det hos private forbrugere vil blive dyrere.
Vi har tidligere lavet en længere gennemgang af, hvad ændringerne i tarifferne hos Evida kan betyde for din virksomhed, og det kan du læse lige her:
https://blog.scanenergi.dk/blog/aendring-i-tariffer-p%C3%A5-naturgas
Et kig ind i 2025
Mange af tendenserne fortsætter ind i 2025 – og så er der selvfølgeligt alt det, vi ikke ved noget om endnu.
Men noget af det, vi ved med sikkerhed, er, at mange virksomheder kommer til at skulle forholde sig til reglerne for Energisyn, Klimasyn og Energiledelse. Nogle virksomheder vil måske se kravet som en sur pligt. Men det kommer faktisk fra et godt sted og er tiltænkt, at de virksomheder, der bruger mest, også bør gå forrest og arbejde med at reducere energiforbruget.
CSRD - fire små bogstaver, der måske skræmmer lidt?
Fra regnskabsåret 2025 er alle virksomheder, der tilhører regnskabsklasse C-Stor, underlagt krav om udarbejdelse af CSRD-rapportering.
I nogle virksomheder er opgaven så stor, at virksomhederne har valgt at ansætte egne ansatte til at udføre opgaven. Dog oplever vi, at de fleste virksomheder har valgt at hente eksperthjælp udefra til at løse opgaven, der for nogen kan virke lidt uoverskuelig.
Grundlæggende er CSRD-rapportering et EU-krav for alle større virksomheder. Formålet med CSRD-rapporteringen er at tegne et andet billede af en virksomhed end det, der kan aflæses i de finansielle nøgletal. Og her fylder arbejdet med reduktion af CO2-udledninger rigtig meget. I NRGi-familien har vi meget stærke kompetencer inden for CSRD-rapportering, så i 2025 glæder vi os til at hjælpe endnu flere virksomheder med dels at overholde lovkravet, men også at skabe en reel værdi i virksomheden.
For de lidt mindre virksomheder, der ikke er underlagt den ”store” CSRD-rapportering, kommer der i sommeren 2025 en frivillig standardløsning, man kan vælge at følge. Den frivillige standard er til de virksomheder, der får stillet krav fra eksempelvis kunder til at forholde sig til CSRD-rapportering.
Her kan vi allerede nu tease for, at vi holder et webinar d. 27. februar 2025, hvor den frivillige standard bliver omdrejningspunktet. Her vil vi fortælle meget mere om, hvad den frivillige standard går ud på, og hvordan I kan bruge standarden til at overholde krav og forventninger fra kunder eller andre interessenter.
Tilskud gennem erhvervspuljen og grøn omstillingspulje
Som vi kender det fra de seneste år, har der været gode muligheder for at få tilskud til dine energioptimeringsprojekter gennem Erhvervspuljen fra Energistyrelsen. Sådan har det også været i 2024, hvor der var afsat ca. 600 millioner kr. i støtte, og sådan er det også i 2025. Dog er der i 2025 ”kun” afsat 300 millioner kr., og da puljen er efter først-til-mølle-princippet, kan det være en god ide at søge i så god tid som muligt.
I forlængelse af kravet om Klimasyn er der frem mod 2030 afsat ca. 3 milliarder kr. i en grøn omstillingspulje. Kravet for at ansøge i puljen er, at en virksomhed har gennemført et Klimasyn, og allerede i 2025 er der afsat 100 millioner kr.
Hvordan midlerne skal fordeles, ser vi meget frem til at blive orienteret om, og så skal vi nok fortælle mere om det.
Ellers er der vel bare tilbage at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi vender stærkt tilbage i 2025 med nyt om alt det, der kan være relevant for din virksomhed.