De skjulte omkostninger til energiforbrug
Jeg vil først fortælle lidt om de nye tariffer, man som naturgasforbruger betaler for at få leveret naturgas til sin virksomhed, og komme med et par eksempler på, hvad det konkret kan betyde for din virksomhed.
Evida ændrer på tariffer for gasdistribution
Fra 1. januar 2025 ændrer Evida, som står for distributionen af naturgas i Danmark, ret meget i måden, hvorpå tarifferne for naturgas bliver opkrævet. Det ændres, fordi der i disse år sker en meget stor forandring af naturgasnettet og naturgasforbruget i Danmark.
Dels falder antallet af forbrugere af naturgas, og dels stiger andelen af biogas i naturgasnettet, der kræver udbygning af gasnettet. Set forsimplet har Evida stort set de samme omkostninger til drift og vedligehold af gasnettet, uanset hvor mange forbrugere der er. Dog opleves der markant stigende omkostninger i forbindelse med tilkobling af biogasanlæg til naturgasnettet.
Med en fortsat stigende ændring i naturgasproduktion og reduktion af det generelle naturgasforbrug har Evida set et behov for at ændre opkrævning efter nytår. Det betyder, at tarifferne i langt højere grad flyttes til de forbrugere, der bruger naturgasnettet mest. Så jo større behov man har for at benytte naturgasnettet, jo større bliver regningen. Dette gælder på både produktionssiden, men også på forbrugssiden. Samtidigt ændres de fire nuværende priszoner, således der nu i hele landet afregnes efter den samme tarif.
Som det er i dag, består opkrævningen af tariffer af to elementer; betaling efter forbrug og et fast målerabonnement. Dette har medført, at man som virksomhed har opnået en besparelse på både tarifferne og selve gasprisen, når der er gennemført energioptimeringsprojekter. Godt for både pengepungen og virksomhedens CO2 udledning.
Pr. 01-01-2025 bliver tariffen nemlig opdelt i tre elementer, hvor den faste omkostning kommer til at udgøre en væsentligt større andel af tariffen, og den variable del efter faktisk forbrug kommer til at udgøre en væsentligt mindre del.
Dette får betydning for alle forbrugere af naturgas i Danmark, og langt de fleste forbrugere vil opleve en markant reduktion i omkostningen til tariffer. Derimod vil biogasproducenter blive mødt af markant højere omkostning til at anvende naturgasnettet.
Eksempel: 20.000 Nm³/år
Lad os tage et eksempel på en virksomhed, der anvender 20.000 Nm³/år. Omkostningerne til distribution vil i 2024 se nogenlunde således ud:
- Volumentarif: 37.380 kr./år
- Administrationsbidrag: 300 kr./år
- Samlet omkostning: 40.680 kr./år
Dermed bliver den årlige omkostning i gennemsnit ca. 1,87 kr./Nm³ eksklusive abonnement.
Det kommer til at ændre sig – faktisk ret markant. For i 2025 vil den samme virksomhed have nedenstående omkostninger:
- Volumentarif: 2.687 kr./år
- Systemtarif: 9.680 kr./år
- Målerbetaling: 2.764 kr./år
- Samlet omkostning: 15.131 kr./år
Dermed kan virksomheden se frem til en markant lavere naturgasregning. Faktisk falder omkostninger til distribution til ca. 0,76 kr./m³, altså en reduktion på ca. 60 %.
Eksempel: 350.000 Nm³/år
Specielt hos de største naturgasforbrugere kan det få stor betydning. Særligt hos de forbrugere, der har installeret timeaflæste naturgasmålere, men ikke har det samme naturgasbehov som tidligere, f.eks. fordi der er energioptimeret og reduceret forbruget, kan der være penge at spare på tariffen. I dag har man med Evida aftalt en maksimal kapacitet, altså hvor meget naturgas der maksimalt må bruges pr. time.
Som eksempel har vi for nyligt i forbindelse med anden energirådgivning hos en virksomhed, der har et årligt naturgasforbrug på ca. 350.000 Nm³, talt om muligheden for at reducere den kapacitet, der er aftalt med Evida på nuværende tidspunkt.
I 2024 vil de årlige omkostninger til tariffer se således ud:
- Volumentarif: 336.475 kr./år
- Administrationsbidrag: 300 kr./år
- Samlet omkostning: 336.775 kr./år
I 2025 vil de fremtidige omkostninger se således ud:
- Volumentarif: 47.021 kr./år
- Systemtarif: 26.438 kr./år
- Målerbetaling: 7.012 kr./år
- Samlet omkostning: 80.471 kr./år
Som man kan se, er der en meget stor forskel på omkostningerne i 2024 og 2025. Dette skyldes, at en meget stor andel af omkostningerne flyttes fra forbrugerne til producenterne.
Men virksomhedens behov for naturgas er langt fra det samme som tidligere. Derfor har de mulighed for at søge med reduktion af deres kapacitet, hvilket vil medføre en reduktion i de faste omkostninger udover den meget store besparelse.
Derfor vil omkostningen i 2025 efter regulering af kapacitet se således ud:
- Volumentarif: 47.021 kr./år
- Systemtarif: 12.414 kr./år
- Målerbetaling: 7.012 kr./år
- Samlet omkostning: 66.447 kr./år
Det er jo for denne konkrete virksomhed rigtigt fint, at der kan opnås en økonomisk besparelse, men er det også det i det lidt større billede? For man kan jo sætte spørgsmålstegn ved, om vejen til reduktion af energiforbrug og CO2 udledninger er at fjerne en meget stor del af det økonomiske incitament for virksomheden til at reducere energiforbruget og vælge alternativer til naturgas?
Omkostningerne til tariffer er selvfølgelig kun en del af den samlede naturgasregning. Her skal der bl.a. fortsat betales for selve naturgassen, energiafgift, CO2 afgift og NOx afgift. Hvilken indvirkning de stigende omkostninger for biogasproducenter kommer til at betyde prisen på selve naturgassen er usikkert. Mon ikke biogasproducenterne i et vist omfang er nødsaget til at lade forbrugerne betale en del af omkostningen.
P.S.: Hvis du i din virksomhed vil nå at få ændret jeres kapacitet – så har I lidt travlt – for der skal nemlig ansøges hos Evida inden d. 1. december 2024. Hvis I har behov for hjælp, så står vi selvfølgeligt klar til at hjælpe jer.