Mød energirådgiveren: Kasper Holmgaard.

Skrevet af Kasper Holmgaard - 28 maj, 2021

header-picture

Energirådgivning som koncept bliver ofte omtalt, men hvad er det egentlig? Vi sætter ansigt på rådgivningen ved løbende at introducere dig for vores team af kompetente energirådgivere. I denne uge deler Kasper Holmgaard, som har været energirådgiver siden 2015, ud af sine erfaringer.

Jeg kommer fra Videbæk og valgte efter 10. klasse at gå i lære hos det lokale VVS-firma; det tekniske omkring VVS havde nemlig fanget min interesse. Efter min læretid, arbejdede jeg som svend i samme firma i halvandet år, inden jeg tog til Aalborg for at læse til energiteknolog. Her kom jeg i praktik ved Husets Energi (daværende en del af Scanenergi henvendt til kommuner), hvor jeg var energirådgiver for private boligejere og mindre virksomheder.

Praktikken var spændende, og jeg valgte at gå efter en fastansættelse. Som eneste VVS’er ud af fire praktikanter, kunne jeg se en fordel ved at dykke endnu dybere ned i mit fag. Derfor skrev jeg afgangsprojekt om sænkning af returtemperaturer på fjernvarmeanlæg. Og det blev min vej ind. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Privat bor jeg i Silkeborg med min kone Line og vores datter Maja. Ligesom min kollega Ole har jeg renoveret vores hus, og her må jeg bare indrømme, at der er én ting, der irriterer mig: Jeg har lavet en fejl, da jeg lagde vores varmeslanger. Fejlen betyder, at jeg ikke sender returvarme tilbage helt så nedkølet, som jeg hver dag sikrer, at mine kunder kan. Det ærgrer mig en smule. Men nok om det – og tilbage til min vej ind i Scanenergi.

Derfor er temperaturen på din returvarme vigtig

Mit projekt om sænkning af returtemperaturer blev som sagt lidt min adgangsbillet til Scanenergi. Jeg samarbejdede med Struer Forsyning – som er en del af Scanenergis ejerkreds – hvor jeg hjalp flere kunder. Og efterfølgende kørte jeg samme projekt ved en håndfuld andre fjernvarmeværker, ligesom jeg i dag laver det for flere virksomheder.

Men hvorfor går jeg så meget op i returvarmen? Det gør jeg fordi, det giver rigtig god mening økonomisk. Du får en økonomisk straf, hvis du ikke afkøler dit fjernvarmevand nok – og det kan jeg afhjælpe. Jeg lokaliserer, hvor problemet er og skitserer den billigst mulige vej for at nå den rette temperatur.

Hverdagen for en energirådgiver

Som energirådgiver besøger jeg mange forskellige virksomheder i hele landet.

Her taler jeg med kunderne og hører til deres ønsker. Er der noget specifikt, de ønsker, at jeg kigger på? Eller er det ”bare” for at få nogle andre øjne på. Som regel er det en kombination.

Så går vi en runde, hvor jeg observerer og stiller en masse "dumme" spørgsmål. Herefter tager jeg på kontoret og laver en liste over, hvad der giver mening at kigge på. I dialog med kunden vælger vi, hvad jeg skal foretage beregninger på.

raadgivernyt_citat_kasper_holmgaard_scanenergi

Nogle ønsker selv at gå videre med projekterne; andre vil gerne have min hjælp til at finde leverandører, styre processen ift. fx at svare på leverandørernes uddybende spørgsmål og sammenligne tilbud. Mit job er at gøre det håndgribeligt for kunden; det skal være overskueligt at gå til og træffe de rette beslutninger ud fra virksomhedens mål, kapacitet og ønsker.

Fjernvarmevand – et eksempel

Som sagt arbejder jeg en del med fjernvarme hos virksomheder, og jeg vil lige dele en case omkring energisyn for en kunde i Aalborg.

Aalborg har stort fokus på, hvordan de afkøler fjernvarmevand, så det var naturligt for mig at spørge ind til det til vores intromøde. Kunden mente, at alt kørte, som det skulle – og hvis ikke, modtog han et opkald fra fjernvarmeværket.

Det lød alt sammen meget godt, men jeg kunne se, at det ikke var helt sådan, det forholdt sig. Det gjorde jeg kunden opmærksom på, og vi blev enige om, at jeg skulle foretage beregningerne. Her fandt jeg frem til, at for en engangsinvestering på 95.000 kr. kunne de spare 400.000 kr. om året – og kunden valgte naturligvis at gå i gang med implementeringen med det samme.

Energirådgivning på timebasis – et eksempel

Generelt har jeg arbejdet meget med energirådgivning på timebasis – et supplement til vores faste energirådgivningsprodukter. Her hjælper jeg kunderne med en (eller flere) konkrete problemstillinger.

Fx besøgte jeg en smedevirksomhed i forbindelse med en energiberegning. Her fandt jeg blandt andet nogle optimeringsmuligheder i forhold til ventilationen. Jeg leverede rapporten, og kundens kommentar var, at den ”Det er ikke det papir værd, den er skrevet på”. Det er selvfølgelig trist at få at vide, men jeg vidste, at jeg havde lavet en gennemarbejdet rapport.

Da kunden senere taler med min kollega i forbindelse med sin elaftale, fortæller han, at han altså havde et problem ift. varmen. Nogle varmekilder var begyndt at stå af, og han ville gerne have vores hjælp.

Jeg kontakter derfor kunden og spørger, om det ikke var en idé at starte med at kigge på ventilationen, så vi kunne indkøbe de varmekilder, der passede. Det gik kunden med til, og det viste sig, at min oprindelige rapport holdt stik. Jeg hjalp med at indhente tilbud på varmepumpe, finde frem til, hvor meget ventilationen skulle køre og søge tilskud til projektet.

Investeringen lød på 800.000 kr. – men med en årlig besparelse på 900.000 kr. var det en god investering, som kunden straks igangsatte.

Vil du vide mere?

Jeg vil anbefale dig at læse blogindlægget ”Sådan får du bedre økonomi i din fjernvarme”, hvor du hurtigt og nemt får et overblik over, hvad der er værd at vide om fjernvarme og konkrete eksempler på optimering. Og hent Energiafgiftsguiden – et godt opslagsværktøj, som jeg selv bruger flittigt. Måske den også kan give dig et indblik i, hvorfor energioptimering er en god idé.

Og har du spørgsmål eller kommentarer, skal du endelig bare kontakte mig på kho@scanenergi.dk, 20 73 48 57 eller lad os connecte på LinkedIn.

 

Emner: Energioptimering, Energisyn, Energibesparelser, Mød energirådgiveren

Seneste blogindlæg:

Rådgivernyt uge 17 - Nye regler for Energisyn – er din virksomhed omfattet?

read more

KLIMAskov 2024

read more

Markedsrapport uge 14 2024

read more

A CLEAR AND BOLD HEADER