Sommeren har været dyr, meget dyr!
Vi har siden maj måned oplevet den mest solrige og tørre sommer i mands minde. Det var været dejligt varmt, badestrandene har været besøgt flittigt, og i det hele taget har sommeren været flot – rigtig flot.
Men mens vi har ligget ved strandene og nydt vejret og vandet, er der sket store prisændringer på elpriserne. Specielt spotpriserne har været udsat for kraftige stigninger – i det hele taget har spotpriserne opført sig væsentligt anderledes, end det man forventede tilbage i januar 2018.
Baggrunden for de stigende spotpriser kan være mange, men nogle af de mest oplagte årsager er:
- Historisk mangel på vand i Norge og Sverige (der producerer strøm via vandkraftværkerne)
- Meget vindstille sommer (dvs. vindmøllerne står stille)
- Stigende priser på kul og C02
Alle tre årsager har været medvirkende til at prisen på el har været stigende på et tidspunkt af året, hvor der traditionelt set er lavere priser (da mange virksomheder lukker ned og private forbrugere bruger mindre strøm). Men når der ikke produceres den mængde, der trods alt er efterspørgsel efter, stiger priserne på det strøm, der er tilgængeligt.
Hvor meget er elprisen steget?
Tilbage i januar 2018 var forventningen til spotprisen på godt 250,- per MWh. Men allerede tidligt på året kunne man se, at priserne ville blive dyrere end det man forventede tilbage i januar 2018. Den gennemsnitlige spotpris for Q1 og Q2 endte derfor på 277,- for Jylland/Fyn og 295,- for Sjælland.*
Til sammenligning har niveauet for 2016 og 2017 ligget væsentligt lavere (set over et helt år):
For en virksomhed i Jylland eller Fyn (med et forbrug på 1000 MWh) betyder prisstigningen i 2018 en meromkostning på 79.000,- i forhold til 2016. Det svarer til en stigning på 40 %!
* Når du betaler for el er den endelig pris afhængig af flere faktorer. Når det handler om den rå elpris (som udgør ca. 20% af din elregning), er der forskel på om din virksomhed er placeret på Sjælland eller i det Jyske/Fynske. Danmark er inddelt i to prisområder (DK1 og DK2), der er afgørende for hvilken pris et elhandelsselskab som os kan handle hjem til dig.
Læs mere om hvordan din elregning er sat sammen. Du kan også læse mere om, hvem der sørger for at levere strømmen til dig, samt hvordan du er med til at betale for vedligeholdelsen af elnettet.
Bliver prisen bedre sidst på året?
Som tidligere nævnt er der tradition for lavere spotpriser om sommeren. Industrien ligger stille og der er derfor lavere efterspørgsel. Men sommeren 2018 har på mange måder opført sig usædvanligt og altså også prismæssigt i forhold til el.
Hvis vi tager et kig på sommeren i år og sammenligner med sidste år, giver det et ret tydeligt billede af et ekstremt år:
Tager man prisen for Jylland/Fyn (DK1) og sammenligner med tilsvarende priser for 2016 svarer det til en fordobling af spotprisen. Det svarer til en meromkostning på ca. 190.000,- for en virksomhed med et årligt forbrug på 1000 MWh.
Og priserne fortsætter sit høje niveau her i starten af august, og forventningen er, at den i den resterende del af 2018 vil nærme sig de 400,- / MWh. Dette er dog kun forventninger, ligesom det var i januar 2018. Og selvom det er begyndt at dryppe lidt fra himlen igen samt tage til i vind, ser det ikke ud til at redde den gennemsnitlige pris for hele 2018, der forventeligt vil ende et sted mellem 330,- og 350 ,- / MWh.
Har du den rigtige el-aftale?
Mange af vores kunder konverterede deres SPOTaftaler tilbage i starten af 2018 til diverse prissikringsløsninger og har derved ikke været omfattet af konsekvenserne af de stigende spotpriser.
Hvad der er den "rigtige" el-aftale kan man dog ikke sige. Det er lidt ligesom realkreditlån; det rigtige for dig er måske ikke det rigtige for virksomheden inde ved siden af. Er du usikker på om jeres nuværende aftale er den rigtige for jer, så tag gerne kontakt til os.