Energitilskud - hvad er det?
Tilskud til energibesparelser. Det klinger godt i de flestes ører. Men hvor kommer det fra? Hvad gives det til? Og hvordan får man det? Det tager vi fat på i dette blogindlæg, hvor du vil se, hvor let det i virkeligheden er at indhente tilskud til dit næste eller måske første energibesparende projekt.
Tilskud er måske et forkert ord at bruge. I virkeligheden er det et salg: salg af indberetningsretten for energibesparelser (for at bruge det helt rigtige udtryk). Men tilskud dækker meget fint, da det i sidste ende bliver et tilskud til din investering, så lad os hænge fast i den.
Hvor kommer tilskuddet fra?
I EU er vi blevet enige om, at vi samlet set skal reducere energiforbruget med 20 % inden 2020. Det står frit for de enkelte lande, hvordan de vil nå dette mål. I Danmark har vi Energiselskabernes Energispareindsats, der forpligtiger de danske energiselskaber til årligt at reducere energiforbruget med 1,5 %.
Du er med til at finansiere tilskuddene
Der er mange måder, hvorpå de danske net- og distributionsselskaber kan opnå energisparemålet, men én af dem er at købe retten til de energibesparelser du realiserer i dit energibesparende projekt.
Men nu er intet jo helt gratis. Den omkostning som net- og distributionsselskaberne har ved at indhente og håndtere energibesparelser sendes nemlig videre til forbrugerne. Det er bl.a. en del af de tariffer, du betaler gennem dit energiforbrug.
Læs mere om elprisens sammensætning her.
Derfor har du i princippet selv været med til at betale for det energitilskud, du er berettiget til. Så hvorfor ikke tage imod det, når det ikke behøver kræve en stor indsats fra dig?
Hvad kan du få tilskud til?
Energitilskud gives til projekter, der reducerer energiforbruget. Det kan f.eks. være udskiftning af olie- eller gaskedel til varmepumpe, udskiftning af belysning til LED, efterisolering af bygninger, varmegenvinding på ventilationsanlæg eller noget helt andet. I princippet kan der gives tilskud til alle projekter, hvor der med en ny løsning bruges mindre energi til den samme opgave end før – en reel energibesparelse. Den energibesparelse, der kan udbetales tilskud til, opgøres ud fra besparelsen ved første års drift.
Sådan får du tilskud til dit projekt
For at få tilskud til dit energibesparende projekt er det et krav, at du har en aftale med et af de danske net- og distributionsselskaber om, at de vil købe retten til dine energibesparelser allerede inden du går i gang med projektet. Du må meget gerne indhente tilbud fra leverandører og håndværkere, men inden du accepterer tilbuddet, er det vigtigt, at du har en aftale.
Når projektet er afsluttet skal besparelsen efterberegnes og dokumenteres. Den del klarer vi gerne for dig, og vi sikrer, at den overholder kravene i Energiselskabernes Energispareindsats. Derudover er der ofte prioriterede tiltag i Energiselskabernes Energispareindsats, så vi sikrer, at du får det berettigede energitilskud udbetalt.
Næste skridt?
Er du gået i stå i dit projekt og ønsker du sparring med en energirådgiver, eller er du godt på vej, og skal bare lige have tilskudsaftalen lavet inden projektopstart, så tøv ikke med at kontakte os, og vi hjælper dig videre. Lad os håndtere beregningen og dokumentationen ved energibesparelsen, så du kan fokusere på at skabe værdi i din virksomhed.
/ Anders
PS: du kan evt. læse lidt mere om hvordan vi udarbejder energiberegninger af virksomheder. Det kan være lidt af en øjenåbner ift. potentialet i en virksomhed. Det gjorde vi bl.a. ved Palles Bageri i Vejle, hvor vi fandt et overforbrug på fjernvarme på 50.000,-!