Var du og din virksomhed blandt de første, som i 2015 indgik en aftale om PSO refusion med Energistyrelsen? I så fald udløber den 3-årige aftale i år. Og hvis du fortsat vil modtage PSO refusion i de 2½ år, som ordningen stadig løber i, skal du gennem hele møllen igen med hensigtserklæring, energigennemgang og ISO 50001 (re)certificering mv.
Bare rolig – det lyder værre, end det er
Heldigvis starter du ikke fra scratch men kan bygge videre på det, du allerede har. I forhold til ISO 50001 certifikatet, så indgår der formentlig en recertificering efter 3 år i jeres certificeringsaftale fra 2015, så tilbage står ”kun” en opdatering af:
- Energikortlægning og identifikation af væsentlige energiforbrugere inkl. EnPI’er
- Energigennemgang inkl. screeningsliste
- Særlige undersøgelser (Energistyrelsens ekstra krav)
- Energihandleplan
Og hvad var det nu lige, det var?
Har de daglige problematikker skubbet 50001-terminologierne lidt i baggrunden, får du lige en kort genopfriskning af, hvad de fire ovenstående punkter omfatter:
Energikortlægningen er et overblik over, hvordan energiforbruget fordeles på anvendelsesområder såsom belysning, opvarmning, ventilation, køl, trykluft, osv. Væsentlige energiforbrugere er de anvendelser, som er de største enkeltforbrugere af energi, fx trykluftkompressorer eller specifikt produktionsudstyr. EnPI’en (Energy Performance Indicator) for hver af disse er et udtryk for energipræstationen – altså hvor stort output du får for hver kWh, der forbruges. Helt på linje med virksomhedens samlede energipræstation, blot et spadestik dybere i virksomheden.
Energigennemgangen er jf. standardens afsnit 4.4.3 en teknisk eksperts energikritiske og løsningsorienterede gennemgang af virksomhedens energiforbrugende udstyr og processer mhp. identifikation af optimeringsmuligheder. Disse oplistes på screeningslisten inkl. angivelse af besparelse, investering og tilbagebetalingstid.
De særlige undersøgelser er et ekstra krav fra Energistyrelsens side om at sikre, at typiske områder med væsentligt energiforbrug granskes for langsigtede optimeringsmuligheder. Altså områder, hvor der måske kan være optimeringsmuligheder, hvilket dog skal undersøges nærmere for at afdække. Eksempler på disse kunne være varmegenvinding eller samspil mellem opvarmning og køling.
Energihandleplanen omfatter en plan for gennemførelse af som minimum de særlige undersøgelser (kun undersøgelserne, ikke de eventuelle projekter, de kaster af sig) og elspareprojekter med simpel tilbagebetalingstid på under 5 år.
Kniber det med ressourcerne?
Har du selv ressourcerne til at opdatere disse ting, er det bare at kridte skoene og komme i gang. Kniber det med ressourcerne, er der heldigvis hjælp at hente – hos Scanenergi kan vi tilbyde effektiv ekspertise med stor erfaring i netop disse discipliner.
Du er også velkommen til at give os et ring for en uforpligtende snak, så du hurtigt kan få en pejling på, hvilken retning det er smartest for dig at gå i. Tag i så fald kontakt til vores energiledelseskonsulent Michael Dreiøe på tlf. 3016 3672 / email mdr@scanenergi.com