Inden længe lukker du og dine medarbejdere døren til produktionshallen, kontorerne og lageret for at gå på sommerferie. Som en sidste ting tager du sikkert en ekstra gang i dørhåndtaget for at sikre, at døren nu også er låst. Men har du husket at sikre, at dine bygninger ikke bruger mere energi end højst nødvendigt, mens der er sommerlukket? Det behøver ikke tage mere end en halv time, men kan spare dig for mange penge i unødigt brugt energi.
Vi fortæller dig her, hvad du skal tjekke op på med en nem og overskuelig ”luk-ned-til-sommerferien”-tjekliste, ligesom vi giver dig gode råd til en god, energivenlig opstart efter ferien.
Din ”luk-ned-til-sommerferien”-tjekliste
- Sluk for kaffeautomater (varmtvandstank) og vandkølere.
- Sluk for lys, PC`ere og skærme
- Brug sanserne: når du mener, at ALT (unødvendigt) er slukket, så gå en tur og LYT efter. Kan du stadig ’høre’ noget forbrug?
- Sluk for trykluft så tæt på kompressoren som muligt (hvis det er muligt og forsvarligt).
- Sænk temperaturen og sluk eventuelt for ventilation.
- Luk eller skru ned for køling, hvis muligt.
- Brug stilheden i produktionen til at lytte efter utætheder inden der slukkes helt for trykluften. Elektronisk lytteudstyr er kommet godt ned i pris og kan også lejes.
- Noter målerstand på el, vand og varmemålere. Du har nu mulighed for at se, hvor stort jeres standby forbrug har været, når I kommer retur fra ferien. Måske der er uventet forbrug, der skal undersøges nærmere?
Efter ferien
Når du møder ind efter sommerferien, er det en god ide at:
- Tjekke frostsikringer (fx varmekabler), fortsat flow og glykolindhold, så I er klar til produktion igen.
- Huske at køre renseprogram på vandkølere og kaffeautomater efter ferien (især hvis de har været slukket helt).
- Notere stand på el, vand og varmemålere og sammenligne med tallene fra før ferien. Er der store udslag?
Kunder ved Scanenergi kan med fordel tjekke Kundeportalen for at se sidste års standby-forbrug og dermed måle på, om man har været bedre til at spare på energien denne gang.
Når nu du er i gang…
Det er en rigtig god ide allerede i forbindelse med opstart efter sommerferien at begynde at kigge på den kommende fyringssæson – den kommer nemlig hurtigere, end du regner med. Også selvom varmen i disse dage ikke ligefrem får dig til at tænke på kuldegrader...
Den teknologiske udvikling inden for specielt varmepumper er gået hurtigt, og priserne er faldet markant i forhold til for få år siden. Det betyder, at hvis du har olie, naturgas eller en dyr fjernvarme som opvarmning, vil der ofte være store besparelser ved installation af varmepumper. Specielt i produktionshaller, kontorer og lagerhaller vil forretningen være god. Der er ofte tilbagebetalingstider på 2-3 år efter tilskud.
Samtidig er el-afgiften til rumvarme blevet yderligere sænket i forbindelse med det nye energiforlig. Det vil have en positiv indflydelse på økonomien ved konvertering til varmepumper, da varmepumper drives af el. Download eventuelt vores energiafgiftsguide, hvor du får lidt mere overblik over reglerne samt dine muligheder for refusion.
Vil du vide mere?
Hvad enten du har spørgsmål omkring varmepumper eller nogen af rådene på vores liste, er du altid velkommen til at kontakte mig. Du kan skrive til mig på otd@scanenergi.com eller blot ringe på 9992 9243.
God sommer!
Ole Theibel Dahl, energirådgiver