Det er tid til at lukke ned og holde juleferie. Du plejer at få en tjekliste til, hvordan I sparer energi i virksomheden her i ferien, men i år starter vi lige et andet sted (og bare rolig – tjeklisten vender jeg tilbage til).
2022 blev året hvor energipriserne bare steg og steg, og alle fik fokus på energibesparelser. I rådgivningsafdeling hos Scanenergi har vi lavet mange energitjek og energiberegninger i år.
Mange vil væk fra gas
Vi har fundet energibesparelser indenfor stort og småt. Justering af ventilation og udskiftning af ældre belysningsarmaturer er blandt de tiltag, hvor man hurtigt kan spare penge uden de store omkostninger. Men mange kunder kontaktede os for at få hjælp til at spare på naturgas eller til at konvertere til en anden energikilde.
Det er ofte større projekter og investeringer, men med de nuværende energipriser har disse projekter også en meget fornuftig tilbagebetalingstid. Virksomhederne har også mulighed for at få relativt store tilskud til disse investeringer gennem Erhvervspuljen, hvilket gør investering i grønnere energikilder endnu mere rentable.
Vi har igen i år fulgt vores kunder hele vejen fra ønsket om energibesparelser til godkendelsen af tilskud hos Energistyrelsen.
CO2-kortlægning
Mange af vores kunder har i år haft stor gavn af en CO2-kortlægning af virksomheden. Når vi i forbindelse med kortlægning af vores kunders energiforbrug spørger ind til, hvad de bruger energi til, mængden af energi de bruger – og når de ser resultaterne på, hvor de forbruger energi og udleder CO2, afføder det ofte en interesse for at spare energi.
Vi oplever at vores kunder ikke kun ser CO2-rapporten som et pænt stykke papir, men at det for de fleste er et incitament til at se dybere ind i virksomhedens energiforbrug og CO2-udledning.
I år har vores CO2-kortlægninger ofte været fulgt op af et besøg af en energirådgiver – hvor vi med baggrund i CO2-kortlægningen har identificeret energibesparelser.
Solcelleanlæg
Vi har også set en enorm interesse fra vores kunder for egenproduktion af el fra solcelleanlæg, hvor mange har modtaget uvildig energirådgivning omkring anlægsstørrelser, orientering, tilslutning og andre områder, der har haft indflydelse på projektets rentabilitet.
Travlhed og fokus
Det har kort sagt været et vildt energi-år i 2022, og vi har haft travlt i rådgivningsafdelingen. Det har også betydet at vi i år har sagt velkommen til flere nye dygtige energirådgivere i afdelingen.
I 2022 har vores team af energirådgivere hjulpet flere kunder end nogensinde før. Og selv om motivationen for mange energibesparelser har været trist – nemlig de høje energipriser – er vi glade for, at I har valgt os til at hjælpe jer på vej med jeres energibesparelser.
Vi lader alle prognoser og forestillinger om 2023 ligge til januar og vil blot sige:
Tak for tilliden og samarbejdet i 2022 – og rigtig glædelig jul.
/Scanenergis energirådgivere
Og som lovet – her er Scanenergis juleferie-tjekliste:
- sluk kaffemaskiner, lys, computere og skærme
- sluk for trykluftkompressorer, hvis det er muligt og forsvarligt
- sænk temperaturen og sluk eventuelt ventilation
- luk eller skru ned for køling, hvis det er muligt
- gå en tur i alle lokaler og kig efter små dioder, der lyser op (mange maskiner står standby – og er det ikke nødvendigt i juleferien, så sluk dem)