Bæredygtig bundlinje
Tænker du ofte over, hvordan du kan øge konkurrencekraften og styrke bundlinjen i din virksomhed? Synes du, at der er langt fra store ord som ”klima”, ”bæredygtighed” og ”verdensmål” til din virksomhed og virkelighed?
Så læs endelig videre.
Jeg har sat mig som mål at hjælpe dig med at navigere rundt i junglen af bæredygtighed. Mit håb er, at du og din virksomhed vil blive inspireret og motiveret til en energioptimeret adfærd, der gavner både dig, din bundlinje og miljøet.
Mit navn er Kristian Breitenbauch, og jeg er COO hos Scanenergi. Jeg er inspireret af FN’s verdensmål til at sætte mere fokus på energioptimering. I mit arbejde er jeg sammen med dygtige kollegaer med til at reducere energispild af varme, el og vand. Vi giver vores kunder gode muligheder for at forbedre deres bundlinje og konkurrencekraft samtidig med, at de reducerer miljøbelastningen.
Jeg betragter menneskeskabte klimaforandringer som et videnskabeligt faktum. Den holdning deler jeg med 97 procent af alle forskere og videnskabelige artikler på området. Dog deler jeg den ikke med den nuværende amerikanske præsident. Det lever jeg fint med.
Stadig foregangsland?
Jeg undrer mig over, at vi i Danmark, som engang var et foregangsland, ikke interesserer os mere for klimaforandringer, og hvad vi kan gøre for at begrænse dem. Det er min oplevelse, at verdensmålene ikke har fået den fortjente taletid, og jeg forstår ikke hvorfor.
Er det træthed efter floppet med COP15, støjen fra Trump eller måske en ide om, at lidt mere varme ikke skader os i Danmark, der gør, at klimakampen ikke har fået større opmærksomhed gennem de sidste par år?
Jeg ved det ikke, men jeg er interesseret i at sætte fokus på det og pege på muligheder. Og de er der. Faktisk ligger nogen af dem lige foran døren.
Verdensmål i jordhøjde
Verdensmålene er et komplekst felt, men derfor behøver løsningerne i vores hverdag i virksomhederne jo ikke være det. Mit perspektiv er, at vi er nødt til at forstå de overordnede udfordringer i verden, men uden at hænge så meget fast i dem, at vi ikke kommer fremad med de konkrete handlinger, der skal til for at nå målene og forbedre tingenes tilstand.
Blogindlægget her er det første i en serie af indlæg, hvor jeg vil forsøge at bidrage med viden og inspiration til at realisere det uudnyttede potentiale, der ligger i langt størstedelen af danske virksomheder. Jeg vil med andre ord bringe klima tættere på konkurrencekraft.
I næste blogindlæg vil jeg tage fat på emnet ”energieffektivitet” og hvad vi kan gøre i Danmark for at mindske klimabelastningen. Sideløbende vil du som altid kunne læse blogindlæg fra vores energirådgivere, der går lidt mere konkret til emner som blandt andet energieffektivitet. Her får du inspiration til konkrete tiltag, du allerede nu kan sætte i værk.
Jeg vil sætte stor pris på en dialog om emnet. Skriv en kommentar eller skriv til mig på krb@scanenergi.com.
Tak fordi du læste med.
Mvh
Kristian Breitenbauch, COO