Nye tilskudspuljer til energispareprojekter.

Skrevet af Martin Røjkjær Knudsen - 07 april, 2021

header-picture

Energistyrelsen introducerer to nye ordninger: Erhvervspuljen og Bygningspuljen. Se hvordan du kan bruge dem til at realisere dine energispareprojekter.

Hvis du har gennemført en energirenovering indenfor de seneste år, er du helt sikkert stødt på tilskudsordningen ”Energiselskabernes Energispareindsats 2016-2020”

Som det fremgår af navnet, udløb denne tilskudsordning pr. 31. december 2020, og kort tid forinden introducerede Energistyrelsen to nye ordninger:

  • Erhvervspuljen – målrettet erhvervslivet og procesenergi
  • Bygningspuljen – målrettet bygninger og private boliger.

Det overordnede formål med begge puljer er er at sænke energiforbruget i Danmark.

Søg tilskud direkte hos Energistyrelsen

Det var tidligere forsyningsselskaberne, der havde forpligtet sig til at indhente energibesparelser til Energistyrelsen, og derfor var det også forsyningsselskaberne, slutforbrugeren lavede aftale med omkring tilskuddet.

Nu har Energistyrelsen valgt at tage opgaven helt hjem, og derfor skal du som privat boligejer og virksomhed ansøge om tilskud direkte hos Energistyrelsen.

Få rådgivningshjælp til at søge tilskud

Scanenergis energirådgivere kan hjælpe dig med at søge de rette tilskud under de nye tilskudspuljer. Vi har allerede hjulpet flere kunder med at få godkendt ansøgninger om tilskud; faktisk er vores hitrate på 100 %.

Har din virksomhed et energispareprojekt i støbeskeen, som kunne bruge økonomisk støtte for at blive realiseret? Kontakt os og hør mere om dine muligheder for at søge støtte via de nye puljer.

Nedenfor går vi lidt mere i dybden omkring de to puljer.

Find yderligere information og materiale på Energistyrelsens hjemmeside:

Om Erhvervspuljen

Erhvervspuljen er et led i målet om at reducere Danmarks samlede CO2-udledning med 70 % i 2030.

Baggrunden for Erhvervspuljen er en udmøntning af diverse aftaler og reformer som tilsammen giver en økonomisk ramme på godt 3,4 mia. kr. frem mod 2030.

I 2021 er der afsat 600 mio. kr. som forventes fordelt i 3-5 puljer i løbet af året.

Hvem kan søge Erhvervspuljen?

Privatejede produktions-, handel- og servicevirksomheder inkl. landbrug, fiskeri, gartneri og skovbrug kan søge tilskud til energispareprojekter.

Der gives tilsagn om støtte til projekter med henblik på at opnå energibesparelser og energieffektiviseringer i det endelige energiforbrug i Danmark.

Vigtige detaljer om Erhvervspuljen

Det er virksomheden selv, der skal oprette en ansøgning på Energistyrelsens ansøgningsportal. Efter oprettelse kan du vælge at invitere eksterne rådgivere (fx Scanenergi) til at hjælpe med at gøre ansøgningen færdig.

Projektet må ikke være startet, før du ansøger om tilskud.

Derudover er der følgende generelle vilkår:

  • Tilbagebetalingstid på minimum 2 år og maksimalt 10 år inklusiv tilskuddet
  • Du skal ansøge om minimum 10.000 kr. i støtte
  • Anlæg skal være funktionsdygtige og have været i drift på virksomheden i minimum 24 måneder
  • Projektet ville ikke være gennemført i fravær af tilskuddet
  • Projektet har ikke opnået tilskud fra ”Energiselskabernes Energispareindsats”, statsstøtte fra andre ordninger eller tilskud fra EU-institutioner
  • Virksomheden må ikke være forpligtet til at gennemføre projektet i henhold til anden lovgivning

Alle ansøgninger til en bestemt pulje vurderes i forhold til hinanden med henblik på at Energistyrelsen opnår de billigste energibesparelser, der lever op til fastsatte krav og betingelser.

Konkurrenceudsat model

Ansøgere konkurrerer om at opnå støtte på baggrund af ansøgt støttebeløb pr. sparet kWh.

Der kan maksimalt søges om 7 øre pr. kWh pr. år, hvor levetider er fastsat ud fra tiltagets kategori.

Tiltag, hvor der sker en konvertering fra fossil energi til el, har en konkurrencefordel i ansøgningsfasen.

Hvordan søger jeg?

Det forventes, at der vil være 3-5 puljer årligt. På sparenergi.dk er der udarbejdet nedenstående illustration, som beskriver processen for en tilskudsansøgning i Erhvervspuljen.

Når puljen åbner, kan du vælge at oprette en bruger for din virksomhed, hvorefter du kan give eksterne rådgivere (som fx Scanenergi) adgang til ansøgningen, for at hjælpe med drive ansøgningen i mål.

Det er vores erfaring, at FASE 1-ansøgningen skal være ret veldefineret, eftersom tilskudsbeløbet fastlåses herfra. Efter FASE 1-brevet kan tilskudsbeløbet eksempelvis ikke øges såfremt energibesparelsen viser sig at blive større end angivet i FASE 1-ansøgningen.

scanenergi_blog_raadgivernyt_tilskudsordning_model1_uge14_21

Hvis FASE 1-ansøgningen opnår godkendelse efter sagsbehandling i Energistyrelsen, kan du vælge at gå videre til FASE 2-ansøgningen, hvor projektets dokumentation skal underbygges.

Hvis FASE 2-ansøgningen opnår godkendelse efter sagsbehandling i Energistyrelsen, betyder det, at du har fået tilsagn om støtte til projektet og kan gå i gang med at realisere projektet.

Efter projektet er gennemført, og eftersituationen kan dokumenteres, beregnes besparelse og tilskudsbeløb, og du anmoder om udbetaling af tilskud.

Om Bygningspuljen

Formålet med Bygningspuljen er at nedbringe energiforbruget og omstille varmeforsyningen i helårsboliger i Danmark. Der gives overordnet set tilskud til tre områder:

  • Skift af varmekilde
  • Isolering af klimaskærm
  • Optimering af boligens drift

Fra 2020-2026 er der afsat ca. 2,5 mia. kr. til puljen. Pengene stammer fra Energiaftalen 2018, Klimaaftalen for energi og industri mv. 2020 og Finansloven 2021.

I 2021 er der afsat en pulje på 675 mio. kr., som forventes fordelt i 3 puljer.

Hvem kan søge Bygningspuljen?

Du kan søge tilskud fra Bygningspuljen som privatperson, andelsboligforening, ejerforening i etageejendom, virksomhed, forening og selvejende institution.

Vigtige detaljer om Bygningspuljen

Søger du alene tilskud til konvertering til varmepumpe, er det ikke et krav, at bygningen har et gyldigt energimærke. For at søge tilskud til andre tiltag end varmepumpe skal bygningen være energimærket efter 1. oktober 2012.

Sommerhuse kan ikke få tilskud, og du kan ikke ansøge med tilbagevirkende kraft. Eftersom støtte tildeles efter "først til mølle" princippet, kan det ske, at midlerne i puljen er brugt. I dette tilfælde kan der ansøges igen, når næste pulje åbner.

Hvordan søger jeg?

Du oprettet din ansøgning på Energistyrelsens ansøgningsportal. Her udvælger du samtidig de tiltag, du ønsker at realisere.

Du skal anvende følgende dokumenter i ansøgningen;

  • Dokumentation for ejerskab, f.eks. fra tinglysning.dk
  • Ansøgererklæring (bruges ved ansøgning via fuldmagt, dokument er under revidering)
  • De minimis-erklæring (virksomheder)

Når du har søgt, er det blot at vente på, at Energistyrelsen behandler din ansøgning. Der er ingen fast behandlingstid, eftersom puljen administreres efter først-til-mølle-princippet.

Først når der er opnået tilsagn om støtte, kan du igangsætte projektet og realisere energibesparelsen. Du får en frist på to år til at realisere projektet.

Når projektet er realiseret, kan du anmode om udbetaling via et skema. Husk at du skal medsende faktura på indkøb, dokumentation for betaling samt Energistyrelsens afgørelse og – hvis tilskudsbeløbet er på 500.000 kr. eller mere – en revisorerklæring for revidering af projektregnskabet.

Emner: Energioptimering, Energibesparelser

Seneste blogindlæg:

Ændring i tariffer på naturgas

read more

Markedsrapport uge 46 2024

read more

Brug 15 minutter og forbered dig til din næste elaftale

read more

A clear and bold header