Mød energirådgiveren: Tore Laurberg Jensen.

Skrevet af Tore Laurberg Jensen - 26 august, 2021

header-picture

Energirådgivning som koncept bliver ofte omtalt, men hvad er det egentlig? Vi sætter ansigt på rådgivningen ved løbende at introducere dig for vores team af kompetente energirådgivere. Denne gang giver vi ordet til Tore Laurberg Jensen, som startede som energirådgiver hos Scanenergi i foråret 2021.

Min vej til at blive energirådgiver har ikke været snorlige. Som helt ung var jeg meget i tvivl om, hvilken uddannelse, jeg skulle vælge. Jeg kunne godt lide det praktiske og valgte at gå i lære som automekaniker. Det var fint, men jeg savnede lidt flere nuancer, så jeg sprang fra efter et år, gennemførte en HF og startede på maskinmesteruddannelsen for at kombinere det praktiske arbejde med teori. Jeg fik en god bred viden indenfor mange tekniske områder fra programmering til forbrændingsmotorer, kedler og elinstallationer.

Som afslutning på uddannelsen valgte jeg den maritime linje, der åbner mange døre efterfølgende. Jeg fik job som juniormester (og senere 2. maskinmester) hos DFDS på MS Crown Seaways, Danmarks næststørste passagerskib, som sejler mellem København og Oslo. Jobbet var alsidigt; det er jo en helt lille by, vi holder i gang ombord, hvor vi laver strøm på generatorsæt, mens varmen kommer fra oliefyret kedel og udstødskedler afhængig af, om skibet sejler eller er i havn.

Det var nogle begivenhedsrige år; hvor jeg særligt syntes, at det var spændende at finjustere på anlæggene, så vi kunne få lidt mere ud af det materiel, vi havde – uden at skulle købe nyt. Og det var her, jeg kom i retningen af, at jeg gerne ville være energirådgiver. Det er et job, som kombinerer det praktiske med teoretiske udregninger, så da Scanenergi søgte en ny energirådgiver, sendte jeg en ansøgning og fik jobbet.

Privat har jeg købt et lille nedlagt landbrug fra 1912 i Gjessø ved Silkeborg sammen med min kæreste Jannie. Her skal vi naturligvis også i gang med at energioptimere. Vi har fx et oliefyr, som skal skiftes til luft-vand-varmepumpe, ligesom vi allerede har været i fuld gang med at efterisolere og skifte til termovinduer for at opnå en bedre energiklasse.

Hverdagen som energirådgiver

Når jeg besøger kunden, gør jeg meget ud af at møde dem i øjenhøjde. Det er meget forskelligt, hvem jeg taler med, og hvor meget viden og fokus de har på energidelen. Vi starter samtalen der, hvor det passer ind i deres behov og ønsker, og sammen finder vi frem til, hvad de har af specifikke ønsker. De går i virksomheden til dagligt og ved, hvor de bruger energi, og de har oftest et godt billede af, hvor vi skal starte.

Vi går en runde, hvor jeg får en fremvisning af virksomheden og de tekniske installationer. Her stiller jeg en masse spørgsmål til installationerne, hvordan de drifter dem, og hvorfor de gør, som de gør. Jeg optager data, hvor der er brug for det ved fx at montere loggere, som måler over en periode og på den måde giver mig et konkret billede af, hvor meget den enkelte installation bruger i en periode.

Efter besøget tager jeg på kontoret, hvor jeg ud fra data, rundvisningen og vores samtale kigger på hvilke optimeringsmuligheder, der giver meste mening for kunden. Jeg kan også hjælpe med at finde leverandører og afsøge mulighederne for at søge tilskud, hvis det er aktuelt.

Eksempel: De rigtige tariffer er vigtige

Det er spændende, når justeringer og små detaljer kan gøre en stor forskel. Jeg var fx ude ved en kunde på Djursland, hvor vi skulle lave en bred screening af deres virksomhed for at få kortlagt alt, hvad der måtte være af optimeringsmuligheder.

Virksomhed gjorde rigtig meget godt i forvejen for at reducere deres udledning af CO2 og løbende energioptimere. Vi laver naturligvis vores rapport med yderligere optimeringsprojekter, og en af de interessante ting i denne case var kundens tariffer (distributionsgebyr på elaftalen).

For mens vi sidder og gennemgår kundens data, opdager vi, at der er noget, der ikke stemmer i afregningen af deres tariffer. Her var de blevet afregnet C-tariffer i stedet for B-tariffer, som de egentligt hørte under. Vi rådgiver kunden, så de får det ændret tre år tilbage i tid. Det giver ca. 50.000 kr. retur på den næste regning og en årlig besparelse på ca. 15.000 kr. fremadrettet.

Det er et godt eksempel på, at det er vigtigt at holde øje med detaljerne. Kunden bruger selvfølgelig ikke mindre energi, men det er stadig en besparelse, der er værd at tage med.

Eksempel: Styring af ventilation og driftstider

Jeg har også arbejdet med ventilation i større kontorbygninger. Her kigger jeg fx på driftstimerne; kører anlægget flere timer end det er nødvendigt for at sikre det rigtige luftskifte?

Vi er opmærksomme på, at mange virksomheder har en serviceaftale på ventilationen, og det er rigtig godt. Partneren ser dog ikke nødvendigvis på virksomhedens energiforbrug på samme måde, som vi gør. Vi oplever, at der ofte er mulighed for at regulere på luftmængder og/eller driftstider, så de stemmer endnu bedre overens med virksomhedens behov.

raadgivernyt_citat_tore_laurberg_jensen_scanenerg

Det er et af de ”nemme” områder for en virksomhed at optimere; simpelthen at reducere driftstiden på anlægget. Med en besparelse på driftstimer sparer du – udover driften af anlægget – også på opvarmningen, da den ekstra luft, du blæser ind skal varmes op. Samtidig er det et stort plus, at investeringen i at ændre driftstiden sjældent er særlig stor. I de fleste tilfælde koster det faktisk ingenting, så derfor er det tit en fin forretning også selvom man måske ikke kan ændre driftstiden voldsomt.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål eller kommentarer, skal du endelig bare kontakte mig på tlj@scanenergi.com,  27 63 39 54 eller via LinkedIn.

Emner: Energioptimering, Energibesparelser, Mød energirådgiveren

Seneste blogindlæg:

Rådgivernyt - Forbered din virksomhed på en stigning i CO2-afgifterne

read more

Markedsrapport uge 16 2022

read more

Mød energirådgiveren: Emil Brodersen

read more

A CLEAR AND BOLD HEADER