Mød energirådgiveren: Jens Dyrmose Lund Kristensen.

Skrevet af Jens Dyrmose Lund Kristensen - 24 juni, 2021

header-picture

Energirådgivning som koncept bliver ofte omtalt, men hvad er det egentlig? Vi sætter ansigt på rådgivningen ved løbende at introducere dig for vores team af kompetente energirådgivere. Denne gang er det Jens Dyrmose Lund Kristensen, som har været energirådgiver siden 2015, der fortæller om sine erfaringer.

Jeg er uddannet elektriker med speciale i styrings- og reguleringsteknik. Efter uddannelsen havde jeg lyst til at prøve noget lidt andet. Jeg fik job i et cirkus – Cirque du Soleil - som medrejsende elektriker og brugte de næste godt fem år på at rejse rundt i hele verden med dem. Jobbet bestod i at pille cirkusset ned, sætte det op igen og under hele forløbet sikre, at alt elektronik fungerede optimalt. Vi var 25-30 mand fast tilknyttet og hyrede lokal arbejdskraft ind til at hjælpe efter behov.

Det var nogle spændende og lærerige år. Cirque du Soleil gav mig mulighed for at opleve mange lande, men en sød pige hjemme i Danmark trak også – og det blev tid til, at der skulle ske noget andet

Jeg undersøgte mulighederne; der kom fortsat mere og mere fokus på energi, og jeg valgte at søge ind på energiteknolog-uddannelsen på Københavns Erhvervsakademi i 2013. I forbindelse med studiet fik jeg praktikplads hos Scanenergi – faktisk på samme tid som min kollega Kasper – i Scanenergis daværende underafdeling ”Husets Energi”. Her arbejdede vi med energirådgivning, og efter endt praktikforløb blev jeg tilbudt en fast stilling, som jeg takkede ja til.

I dag bor jeg i Holstebro med den søde pige, som siden er blevet min kone, og vores tre børn. Vi bor i et energioptimeret byhus og drømmer om en dag at flytte på landet.

Undervisning og energimærker

Ét af de områder, jeg har arbejdet meget med, er skoleundervisning. Vores ejerkreds tilbød i en periode 5.-7. klasser energiadfærdsundervisning – et undervisningsprojekt jeg stod for at facilitere.

Derudover arbejder jeg meget med energirådgivning til erhvervskunder, forenklede energisyn, og er certificeret energimærkningskonsulent. Lad os starte med at se lidt nærmere på energimærkerne.

Sådan foregår energimærkning af erhverv

Energimærkning gælder for alle erhvervsvirksomheder, som sælger eller udlejer deres ejendom. Hos Scanenergi har vi valgt, at vi skal kunne tilbyde vores kunder hele pakken indenfor energirådgivning – herunder naturligvis energimærkning.

Udover at være et krav, når du sælger eller udlejer erhvervsejendomme, er energimærket også i nogle tilfælde et krav, hvis du vil søge tilskud til energioptimeringsprojekter.

En energimærkning foregår helt enkelt ved, at jeg planlægger et besøg hos kunden, hvor jeg gennemgår bygningen og de tekniske anlæg. Det eneste krav er, at nogen skal kunne låse op, så kan jeg selv forestå gennemgangen.

Jeg gennemgår klimaskærmen – det, der skiller ude fra inde fx ydervægge, vinduer, tag og døre – ventilations- og øvrige anlæg. Det tager typisk et par timer afhængig af bygningens størrelse. Herefter udarbejder jeg relevant materiale og dokumentation, hvorefter kunden får tilsendt sin nye energimærkning via mail.

Eksempel: Energimærket var et skridt på vejen til tilskud

Jeg har en kunde, som bestilte en energiberegning ved mig. Jeg havde tidligere arbejdet med ham gennem ”Husets Energi”, og han valgte derfor at hive fat i mig igen.

Vi fandt forskellige energioptimeringsprojekter i form af efterisolering af lofter og udskiftning af oliefyr i hans erhvervsbygning.

På samme tid kom der en tilskudsordning, hvor kunden kunne søge om tilskud på klimaskærmen. Det var yderst relevant, men det krævede et gyldigt energimærke at søge tilskuddet. Da vi har alt in-house hos Scanenergi, kunne jeg sørge for alt fra energimærket til udregninger og ansøgning. Det gjorde det nemt for kunden og hjalp dem godt på vej til at søge tilskud til klimaskærmen.

Der sker løbende ændringer i tilskudspuljerne. Er du i tvivl om, hvorvidt du kan søge tilskud til din virksomheds energioptimeringsprojekt? Få overblikket på vores LinkedIn og blog – og kontakt os for at høre mere.

Hverdagen som energirådgiver

Som energirådgiver veksler min arbejdsdag meget mellem kontortid og kundebesøg. En typisk energiberegning foregår fx ved, at jeg forbereder mig hjemmefra. Jeg tager ud til kunden, hvor vi taler om, hvad de kan forvente, og hvad de har af tanker omkring potentielle optimeringsprojekter.

Så tager vi en grundig gennemgang af virksomheden, hvor kunden viser de ting, de har haft i tankerne. Og efter turen, tager vi en snak om, hvad jeg derudover har set på adressen, og hvad jeg synes, vi skal arbejde videre med.

Vi bliver enige om hvilke tre projekter, jeg skal lave beregninger på – og tager retur på kontoret for at foretage beregningerne, dykke ned i energiforbruget og lave en samlet rapport til kunden.

Eksempel: En grøn energiberegning

Generelt oplever jeg, at der er flere og flere af vores kunder, der af deres kunder bliver spurgt til, hvad de gør for miljøet. Her kan en energiberegning også bruges proaktivt.

Jeg har fx været ude ved en kunde, der havde rigtig godt styr på sin virksomhed. De havde to projekter, vi skulle kigge på og ville derudover gerne spare CO2.

De var meget opmærksomme på deres grønne linje, og derfor blev vi enige om, at den tredje energiberegning skulle være en decideret solcelleberegning ift. at installere et solcelleanlæg på taget og selv producere grøn strøm – ikke fordi det er økonomisk bedst, men fordi det løfter den grønne tankegang.

raadgivernyt_citat_jens-dyrmose-lund-kristensen

Vil du vide mere?

Jeg vil anbefale dig at læse blogindlægget ”Få mere ud af dit lovpligtige energimærke”, hvor jeg kort gennemgår, hvordan du får værdi ud af dit energimærke.

Og hent Realiseringsguiden fordi en energiberegning, eller hvilken som helst anden rådgivningsydelse, ikke kan stå alene. Du sparer først noget, når du gør noget ved det, og der er Realiseringsguiden er et godt værktøj at gå igennem.

Har du spørgsmål eller kommentarer, skal du endelig bare kontakte mig på jdk@scanenergi.com, 40 40 20 44 eller via LinkedIn.

Emner: Energioptimering, Energisyn, Energibesparelser

Seneste blogindlæg:

God sommer

read more

Mød energirådgiveren: Jens Dyrmose Lund Kristensen

read more

Markedsrapport uge 24 2021

read more

A clear and bold header