Som et led i den netop vedtagne PSO aftale (læs mere her) vil en række ordninger opleve store ændringer. VE til proces er en af de helt store puljer, der ser ud til at forsvinde. Den erstattes dog af en pulje på 375 millioner, der er øremærket til grøn omstilling. Hvad betingelserne er her, har vi dog ikke haft mulighed for at få en afklaring på indtil nu. Men vi følger naturligvis sagen tæt.
Det kan stadig nåes, men...
Men der er stadig en åbning for at få fingre i nogle af de 2,1 milliarder, så længe man har sendt en ansøgning ind samt fået sagsbehandlet den inden 31/12 2016.
Energistyrelsen har bekræftet, at man fortsat kan søge om midler indtil udgangen af 2016. Ansøgningen skal dog være færdigbehandlet, og der skal være givet tilsagn om tilskud inden udgangen af året, før der kan opnås støtte. Men tilskuddet kan derefter godt udbetales i løbet af de næste år. Styrelsen har endvidere bekræftet, at der pt. fortsat er penge i puljen til nye ansøgninger i år, og at de bliver behandlet i den rækkefølge, de bliver modtaget.
Sagt med andre ord, hvis I overvejer at skifte til vedvarende energi, og gerne vil søge støtte til dette, så er det NU det skal ske. Vi hjælper jer gerne med papirarbejdet, så I er sikre på, at der ikke mangler informationer, der i så fald kunne forlænge sagsbehandlingen.
Har I allerede fået tilsagn om tilskud?
For de virksomheder, der allerede har søgt, så er der afsat penge til jeres projekter. De bortfalder derfor ikke. Vi har fået følgende fra energistyrelsen:
”Har du modtaget et tilsagn og accepteret det, har lukningen af puljen fra 1. januar 2017 ikke nogen betydning, idet midlerne er reserveret ved afgivelse af tilsagnet. Når projektet er afsluttet, indsendes blot en udbetalingsanmodning, og denne vil blive behandlet efter normal praksis. Selvom puljen lukkes medfører det ikke, at allerede afgivne om tilskud tilsagn bortfalder, selv om projektet først er afsluttet i 2017 eller senere. Dog kan der ikke udbetales tilskud senere end den 31. december 2021.”
Kilde: Energistyrelsen, ”VEP nyhedsbrev november 2016”
Har du spørgsmål til ovenstående er du mere end velkommen til at kontakte os. Vi håber meget snart at kunne sige mere om den kommende ansøgningsproces.
Og HUSK, har I planer om at sende en ansøgning ind, så gør det hellere i dag end i morgen.